I denne uge har jeg siddet med en klient der for nylig var blevet mor for tredje gang. Hun fortæller at hun egentligt havde en oplevelse af at føle sig sikker i sin rolle som mor. Det er jo trods alt tredje gang. Men da sundhedsplejersken kom på besøg og satte spørgsmålstegn så kom tvivlen, usikkerheden og frygten buldrende. Da hun sad overfor mig var hendes indre i alarmberedskab, hendes krop stresset og hun var i tvivl om hun overhovedet er en god mor.

Denne historie fik mig til at tænke på min egen: da jeg som nybagt mor blev i tvivl om jeg virkelig også vidste bedst og kendte mit eget barn bedst. Alt dette bare fordi en autoritet i form af en sundhedsplejerske har magten til at skabe en grundlæggende tvivl i mig.

For min klient kom forandringen da hun fik talt hele oplevelsen igennem og blev klar over at det sundhedsplejersken satte spørgsmål ved ikke var en løsning for hende. Det er hendes barn nummer tre og familier er forskellige, hun vidste faktisk bedst hvad der vil fungere for hendes familie. Herefter handlede det om at styrke den overbevisning sådan at hun i mindre grad kan blive påvirket i fremtiden. For alt kan sjældent forandres med et knipseslag, men ved gentagen træning og øvelse kan man faktisk gå hen og blive helt god til det. Det var det samme der skete for mig og sikke en forandring det gjorde for mit liv da jeg lærte lige at trække vejret dybt og mærke efter hvad der er rigtigt for mig og især for min familie.

Hos AntiStressDivaerne ved vi os at mange kender til en sådan problemstilling. Uanset som det er en sundhedsplejerske, en svigermor, en chef eller noget helt fjerde. Nogen gange kan andre mennesker stresse os og på få os til at tvivle på os selv.

Derfor vil vi gerne slå et slag for at mange, mange flere lærer at tage magten tilbage og stole mere på deres egen dømmekraft. For ofte ved vi faktisk godt bedst selv, vi er bare tilbøjelige til at tilsidesætte vores egen intuition, mavefornemmelse og erfaring fordi en autoritet mener noget andet.

Et råd fra os er at når det sket at vi løber ind i en sådan person, så find det menneske i din omgangskreds som kan være en støtte og hjælpe dig til at trække vejret frit igen. Det kan være en mor, en far, en veninde eller endda en terapeut der er i stand til at hjælpe med at du kan få udviklet nye værktøjer sådan at du igen tør tro på at du ved bedst i dit liv.

/Nathalie