Husker du at trække vejret?

Træk vejret, lyder det gode råd. Måske tænker du ”jaja, hvis jeg ikke trækker vejret så er jeg død”, og det er der jo noget meget rigtigt i. Men der er meget stor forskel på hvordan vi trækker vejret og ikke mindst hvordan vores kroppe her det.

En stresset krop er i alarmberedskab og har en højere puls og dermed et hurtigere åndedræt. En stresset krop spænder op så det er meget sværere at trække vejret dybt. En stresset krop har dermed et overfladisk åndedræt, hvor lungerne ikke fyldes helt ud men åndedrættet forbliver i brystkassen.

En ikke-stresset krop er mere afslappet og kan derfor trække vejret helt ned i maven. I en ikke-stresset krop er det lettere at mærke sig selv. Og hvordan kan man så mærke forskellen?
Tag et øjeblik, bare til dig. Det behøver ikke være lang tid, for et øjeblik kan faktisk gøre en meget stor forskel. Tag et øjeblik, lig dig fladt på ryggen med den ene hånd på hjertet og den anden på maven lige oven på navlen. Træk nu vejret præcis som du plejer og mærk hvordan din krop føles imens. Lad være med at forholde dig til noget, bare mærk. Hvilken hånd bevæger sig mest op og ned?

Tag nu 3 langsomme vejrtrækninger og fokuser på at få luften så langt ned i maven som du kan. Du kan mærke det med den hånd der ligger på maven. Du kan evt. flytte hånden længere ned på maven hvis du kan trække vejret helt ned i det nederst af maven og underlivet.
Bare lig helt stille og lav 3 langsomme ind og ud åndinger og bare mærk hvor langt ned du kan få din vejrtrækning.

HUSK. Hav tålmodighed. Hvis din krop er meget stresset så er det svært for den at få vejrtrækningen ned under solarplexus. Det kræver øvelse og træning og nogle gange bare tid, men din krop vil takke dig for det.

Du fortjener at have det godt.

:/AntiStressDivaerne.